Intro til Affiliate Marketing for webshops

Selv små webshops kan nyde gavn af Affiliate Marketing.

Men hvad er affiliate marketing? Og hvordan kommer man i gang med at få købeklare henvisninger fra affiliate-sider?

Hvad er Affiliate Marketing?


Affiliate Marketing er en markedsføringsteknik, hvor du som webshop kun betaler for trafik fra en bestemt side, hvis det skaffer et bestemt resultat. 

Det ønskede resultat vil som oftest være et salg, men det kan i visse tilfælde også være abonnenter til dit nyhedsbrev, et besøg på en bestemt underside eller måske en kundehenvendelse via din kontaktformular.

Rent praktisk går Affiliate Marketing ud på, at en anden relevant hjemmeside – såsom et nyhedsmedie, en blog eller en helt tredje type side, som du ved, at dine potentielle kunder benytter sig af – linker til din side. Når de besøgende klikker på linket, og udfører en bestemt handling på din side (typisk et køb), betaler du så et fast beløb eller en procent af det salg tilbage til ejerne af den side, der i første omgang henviste den besøgende.

Klassiske eksempler på Affiliate Marketing er prissammenlignere såsom Mobilabonnement.dk. Det er altså sider, der har uafhængigt redaktionelt indhold om emnet og/eller tilbyder en nyttig service for forbrugerne, så de nemmere kan danne sig et overblik over tilbud og produkter hos flere forskellige udbydere.

Et andet godt eksempel er dagensvinder.dk, hvor brugerne kan finde en oversigt over aktuelle konkurrencer. 

Andre udfører altså content marketing for dig, uden at du er nødt til at løfte en finger.

Som webshopejer kan du altid lave private aftaler med enkelte blogs og sider, men som oftest vil du får mere ud af at skrive dig op i et affiliate netværk såsom Partner Ads, Adservice, Adtraction eller en af deres mange konkurrenter.

Sådan kommer din webshop i gang med Affiliate Marketing


1. Få styr på alting i din ende af butikken først

Hvis du gerne vil have trafik fra Affiliate-links er det først og fremmest vigtigt, at din side og webshop spiller i forvejen.

Det nytter ikke noget at få en masse trafik, hvis din side ikke er brugervenlig og fyldestgørende for de besøgende. Her gælder det om, at du gerne skal have gode produktbilleder, eller endda videoer, på de enkelte sider.

Det er også en god idé at sørge for, at hver produktside har så mange relevante og beskrivende informationer som muligt. Det gør det nemmere for affiliate-sider at skrive om – og det sikrer, at kunder ved præcis, hvad produktet består af.

2. Kontakt influencers og eksperter, der brænder for dit emne

Når det tekniske på din side er kommet på plads, kan du enten sidde og vente på, at diverse affiliate-partnere kommer til dig – eller du kan begynde at lede selv.

Fordelen ved selv at kontakte influencers og eksperter er, at du viser interesse og gåpåmod, samtidig med at du på forhånd kan granske deres arbejde, og sikre, at du får links fra sider, der leverer godt indhold til deres læsere. Det er med til at forbedre deres troværdighed, og derfor også din.

Når du har fundet relevante sider, kan du sende en mail til sidens ejer om, at du gerne vil indgå et samarbejde. For at gøre det bedste indtryk, kan det også være en god idé at gøre det tydeligt for siden, at du ikke er interesseret i at styre, hvad de skriver om dig og dine produkter. En uafhængig vurdering af dine produkter er altid bedre end en salgstekst, der er plastret over med ordene “annoncørbetalt indhold”. Så hellere et enkelt “reklame” i linkets ankertekst.

3. Styrk din SEO med Affiliate Marketing – og sørg for, at din partner overholder markedsføringsloven og Googles retningslinjer

Affiliate Marketing kan også være til gavn for din SEO-indsats. 

Det er fordi links fra troværdige og populære sider inden for din niche eller branche er med til at styrke din sides troværdighed i Googles øjne.

Men fordi det har en effekt på din SEO, er det også ufattelig vigtigt, at dine Affiliate-partnere, altså siderne der linker til dig, overholder både Googles retningslinjer og den nuværende markedsføringslov.

I januar 2020 blev den danske markedsføringslov opdateret, så der nu er tydeligere retningslinjer og krav til, hvordan betalt indhold på nettet skal tilkendegives over for læseren. 

Ifølge en afgørelse fra Forbrugerombudsmanden i 2018 skal det fremgå tydeligt ved de enkelte links, hvis der er tale om affiliate marketing. Hvis selve indholdet er produceret af siden på egen hånd – uden at du som annoncør har haft redaktionel indvirkning over indholdet eller bedt dem om at lave indlægget – behøver selve indholdet ikke en disclaimer.

Fordi linket også bærer en vis værdi, er det derudover vigtigt, at det opsættes som et såkaldt “Rel=Sponsored”-link. Ellers kan det overtræde retningslinjerne, hvilket kan have konsekvenser for dine placeringer i Google.

Du har ikke kontrol over, hvordan andre linker til dig. Men det er en god idé at holde lidt ekstra øje i begyndelsen, når en ny affiliate-partner begynder at sende trafik din vej. Ellers kan det nemlig blive nødvendigt at bruge Googles Search Console til at markere de links selv, så du ikke bliver straffet af Google.

You may also like